Strategisk brug af musik

 
Der er mange muligheder med musik- og lydbranding. Kunsten består i at begrænse sig og i at finde den
rette balance, så det ikke ender i musik- og lydkaos. Derfor er det også vigtigt, at man som virksomhed
går strategisk til værks. Ellers opstår der budskabsforvirring.

Musikken fungerer jo ikke alene. Den spiller i sammenhæng med en masse andre elementer: lys, indretning,
atmosfære, dufte, varer, service etc. Det handler om hele oplevelsen. Den rette musik på det rette sted giver
positive resultater på bundlinien, kundeservice og image.

Vi giver her 10 råd om strategisk brug af musik.

1. Overvej hvilken funktion musikken skal have
Musik kan skabe stemninger, fortælle historier, få dig til at fokusere eller understøtte et image. De musik-
strategiske kontaktflader er mange: In store & business, radio, POD & VOD, IVR telefon, messer & events,
web & mobil, konferencer & møder, e-mail & e-nyhedsbreve samt TV. Har du tænkt over, hvilken funktion
musik har i din virksomhed?

2. Lad musikken skabe dit image
Musik kan fortælle unikke og genkendelige historier, der er med til at skabe en virksomheds image.
Musikken vækker billeder og følelser hos kunderne, så der opstår samhørighed til brand, produkt,
service og virksomhed. Har du tænkt over, hvilken musik der understøtter din virksomheds image?

3. Spil musik der passer til dine kunder
Musik taler et universelt sprog, som dine kunder kan forstå. Det har vist sig, at musik er et af de mest
hyppige samtaleemner, når vi skal lære nye mennesker at kende - musikken bruges som matchmaker!
Samtidig har det vist sig, at der er en sammenhæng mellem vores musikpræference og personlighed.
Hvordan er musikmatch'et mellem din virksomhed og kundemålgruppe?

4. Musikkens tempo har indflydelse på kundegennemstrømningen
Tempo er blot ét af flere parametre i musikken, som kan påvirke kunders købsadfærd. Musik i et
langsomt tempo kan få kunder til at opholde sig længere tid i en butik og samtidig bruge flere penge.
Samtidig kan et hurtigere tempo påvirke os til at bevæge os hurtigere igennem et indkøbsområde. Har
du behov for at styre varigheden af dine kunders besøg?

5. Lad musikken passe til de varer og den service du sælger
Musik kan være afgørende for, hvilke varer vi køber. Det har fx vist sig, at klassisk musik kan få os til
at købe dyre varer. Samtidig kan musik skabe en positiv oplevelse af service og virksomhed. Har du
tænkt over, hvilken musik der passer til dine varer?

6. Spil musik der passer til dagens og ugens rytme
Kunders købsadfærd afhænger af dagens rytme. Tilpas musikken herefter. Du kan fx starte dagen med
blid langsom musik og hen mod frokost spille mere frisk musik i et lidt hurtigere tempo. Om eftermiddagen
kan du spille musik i et middelhøjt tempo og endelig skrue op for tempoet om aftenen og natten. Ugedage
og årstid har også en betydning for købsadfærd. Varierer du musikken efter tidspunkter?

7. Bruger du radio mister du indflydelsen på musikvalget
Hvis musikstilen i radioen ikke matcher dit image og din kundemålgruppe, risikerer du, at kunderne
misforstår dit budskab. Du kan også risikere, at dine konkurrenter annoncerer i radioen. Strategisk brug
af musik handler om at opnå fuld kontrol over de historier, du vil fortælle til dine kunder via musikken.
Det er dig, der sætter scenen - du bestemmer selv!

8. Spil musik dine ansatte kan lide
Selvom du primært spiller musik for dine kunder, bør du også tænke på medarbejderne. Musik kan
fremme deres motivation og kundeservice, og samtidig kan musikken blive en slags 'virtuel' kollega for
folk, der arbejder alene.

9. Brug musikanlæg af god kvalitet
Mulighederne for at sætte scenen for en god musikoplevelse for kunderne, hænger sammen med kvaliteten
af musikanlæg og højtalere. Musikken bør ikke spilles over et rent varslingsanlæg, da frekvensområdet her
er begrænset. Derudover spiller placeringen af højtalerne også en væsentlig rolle for musikoplevelsen. Du
kan fx inddele købsområdet i forskellige musikzoner.

10. Vær opmærksom på lydniveauet
Det har vist sig, at vi trives bedst ved musikstimuli som fremkalder et såkaldt optimalt fysiologisk arousal-
niveau. Det indebærer, at hvis musikarousal-potentialet er for højt eller for lavt, vil vi afvise musikken.
Lydniveauet kan med andre ord påvirke kundernes købsoplevelse i en henholdsvis negativ/positiv retning.

De 10 råd er en opsummering af viden fra videnskabelige undersøgelser, hvor forskere bl.a. har undersøgt
musikkens service-, salgs- og imageskabende effekt. (Kilde: Koda)
 



 

Copyright © Megasound ApS - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.

Valid XHTML 1.0 Transitional Valid CSS!